Salamander øvelsen for afspænding

Efter en lang vinter og venten på foråret, er jeg nu ved at vågne op sammen med naturen. Jeg har igen lyst til at være noget for andre, skabe læringsrum og særligt være den bedste udgave af mig selv for mine heste – som også er dem, der lærer mig, hvor mine udviklingspunkter er (for at bruge en positiv vending…).

Note to self: reguler dit nervesystem og udvid dit tolerancevindue

Jeg elsker emnet og lære endnu mere om nervesystem, hjerne og hvorfor vi reagerer som vi gør – hvilket er individuelt – og i øvrigt gælder det for vores heste også. Det er virkelig noget, som vi kan fordybe os i og dykke laaangt ned og ind i. Og det gør jeg! Det er vigtigt for mig, at få de forskellige facetter med. Jeg ved, at jo bedre jeg kender anatomien og mekanismerne i vores krop, jo bedre kan jeg forstå mig selv – og jo bedre kan jeg handle. Det er altid nemmere sagt end gjort, når vi støder på noget, der udfordrer os – og særligt når det er noget, som vi rigtigt gerne vil lykkes med. Sådan oplever jeg det selv.

Fauna er en opmærksom hest og en god læremester for mig. Når hun fx stivner og kigger efter noget i horisonten, så reagerer min krop på det. Kunsten for mig er at finde veje, hvor jeg stadig kan agere velovervejet og bringe ting til bordet, for at hjælpe hende. Nogle af de ting, som jeg kan gøre er at have fokus på at slippe med benene, trække vejret regelmæssigt, smile – og så sidder jeg og underviser mig selv. Det er ikke behageligt for mit system at være i, men det er det sjældent, når tolerancevinduet skal udvides.

Den ægte kunst er faktisk, om jeg kan anerkende mig selv – i situationen – for at agere, når mit mønster er at blive sur på mig selv over, at jeg reagerer på hendes system. Det øver jeg mig også i! Jeg kan godt selv høre det – når jeg ikke er midt i stormen…

En af de ting, som er meget interessant er, hvordan vores tolerancevindue (lidt ala komfortzone, hvis du ikke kender tolerancevinduet endnu) kan ændre sig afhængigt af min øvrige tilstand; er jeg sulten, har jeg sovet nok, fungerer min fordøjelse eller hvis jeg har smerter eller er stresset. Når nogle af vores basale behov ikke er dækket, så skrumper vinduet. Jeg kan bruge det til en information om, hvorvidt jeg skal lave noget nemmere for mig selv – eller for min hest, hvis det er dens tolerancevindue, som jeg analyserer på.

Er vores vagusnerve – eller vævet rundt om den – spændt, påvirker det dit tolerancevindue, da du er nærmere toppen end det er nødvendigt. Prøv denne lille øvelse og se, om det kan gøre en forskel:

Salamander øvelsen

Salamanderøvelsen

  1. Stil dig på alle fire med hovedet som en forlængelse af rygsøjlen – det skal føles behageligt i både ben og arme (kan du ikke det, så udfør den siddende).

  2. Kig mod højre med dine øjne uden at flytte hovedet og ganske gradvist lav en sidebøjning mod højre, så du forestiller dig at lave en bue i hele din rygsøjle – lidt som en gulerodsøvelse eller forestil dig en salamander set ovenfra.

  3. Hold positionen i 30-60 sekunder eller indtil din krop giver et suk.

  4. Tag en lille pause og gør det samme til modsatte side.

  5. Varier øvelsen ved at række tungen med ud i retningen. ‘

Hvis du føler dig utilpas, så skal du ikke lave øvelsen. Kilde: Stanley Rosenberg