Inspiration i din sommerferie sammen med din hest

SOMMERKURSUS - TRAIN YOUR SEAT

Train Your Seat med fokus på kropsbevidsthed
Logo for Train Your Seat
Dagmar og Brodir
TYS workshop

4-dages ridekursus for voksne ryttere

Bliv en mere bevidst og balanceret rytter med TRAIN YOUR SEAT!

Drømmer du om at styrke din kropsbevidsthed, forbedre din koordination og skabe et nervesystem, der arbejder for dig – både i sadlen og i hverdagen? Vil du udvikle dig som rytter og give din hest de bedste betingelser for trivsel og samarbejde?

Så er dette 4-dages kursus i uge 27 for ryttere med egen hest det perfekte valg!

Derfor skal du vælge dette kursus
  • Få redskaber til at styre både krop og tanker – baseret på metoderne fra TRAIN YOUR SEAT.
  • Fordyb dig i både teori og praksis om kropsforståelse, bevægelse og sansearbejde.
  • Få læringen til at lagre sig, ved at arbejde intensivt med dig selv flere dage i træk.
  • Oplev et trygt og udviklende læringsmiljø med maks. 8 deltagere – her er ingen tilskuere, kun engagerede ryttere.
Dette får du med:
  • En daglig enesession tilpasset netop dig – uanset om du ønsker roligere schenkler, mere symmetri eller mindre spænding i sadlen.
  • To daglige gruppesessioner uden hest, hvor vi arbejder med billedsprog, mindset og kropslige teknikker (fx Franklin-bolde og elastikker o.a.).
  • Mulighed for at observere og blive inspireret af de andres udvikling.
  • Teorilektioner med solid praktisk forankring, så du kan omsætte viden til handling i sadlen.
  • Alt nødvendigt træningsudstyr til rådighed – bl.a. Franklin-bolde og yogabold.
Praktisk info:
  • Hvornår: 29. juni 2026 ca kl. 13:00 – 2. juli 2026 ca. kl. 17:00
  • Sted: Bjerghedevej 5, Bjørnstrup, 9600 Aars
  • Underviser: Betina Buus Rasmussen, Train Your Seat ****Trainer, BBH-Basisinstruktør og kropsterapeut
  • Pris: Kr. 4.950,- pr. deltager inkl. moms
  • Inkluderet i prisen:
    • Alle gruppe- og enesessioner med og uden hest
    • Teorimateriale og personlig notesbog
    • Aftensmad på ankomstdag, morgenmad og frokost de øvrige dage samt eftermiddagssnacks, frugt/kage og kaffe/te hver dag
    • Plads til din hest i paddock (du medbringer selv materialer eller vi kan arrangere det på forhånd). Der er adgang til stald ifm opsadling m.m. Foder/hø medbringes selv.
    • Du må gerne slå telt op eller overnatte i din trailer uden beregning. Der vil være adgang til simpelt køkken. Ellers er der mange overnatningsmuligheder i nærheden, også hvis familien gerne vil være i nærheden på fx camping eller golfhotel.
  • Undervisningen med hest vil foregå på udendørs ridebane.
  • Ridehjelm: Skal bæres under al ridning.
  • Medbring en yoga-/træningsmåtte og dine bolde/træningselastik, hvis du allerede har nogle.
Sådan kan du betale:

Betalingsmulighed

Betingelser

Beløb

Rabat

Ratebetaling

Samlet betaling ved tilmelding

Betal hele kursusgebyret ved tilmelding

kr. 4.700,-

kr. 250,-

Nej

Samlet betaling efter 1. maj 2026

Tilmeldinger efter 1. maj 2026 betaler hele kursusgebyret ved tilmelding uden rabat

kr. 4.950,-

Ingen rabat

Nej

Betaling i rater

Hvis du tilmelder dig inden foråret 2026

kr. 750,- (ved tilmelding),
kr. 1.400,- (1. februar 26),
kr. 1.400,- (1. april 26),
kr. 1.400,- (1. juni 26),
samlet beløb: kr. 4.950,-

Ingen rabat

Ja

Tilmelding i foråret 2026

Tilmeldinger i foråret følger samme rater, betalingsfristerne justeres, sidste rate senest 1. juni 2026

kr. 4.950,-

Ingen rabat

Ja

ℹ️ Vigtige vilkår

  • Tilmelding er bindende
  • Du kan frit overdrage din plads til en anden, hvis du bliver forhindret
Hvem kan være med?

Dette kursus er for alle ryttere, der ønsker et stabilt og sikkert sæde i alle gangarter, mere balance og kropskontrol – uanset om du har fysiske udfordringer eller bare er nysgerrig på at lære mere. Træningen tilpasses den enkelte, så alle kan være med.

Kontakt og tilmelding

Har du spørgsmål, eller vil du gerne vide lidt mere om kurset inden tilmelding? Så kontakt mig allerede i dag for mere information og for at sikre din plads. Jeg glæder mig til fire inspirerende dage med læring, fællesskab og udvikling i de smukke omgivelser her ved Navnsø.

HVAD SIGER TIDLIGERE DELTAGERE?

Mine oplevelser og tanker om Haugevejens sommerkursus 2022. Først vil jeg begynde med at sige, at hvis du overvejer om det er noget for dig, så hvis du kan sige ja til nogle af følgende tre ting så meld dig til.

  • Du elsker at lære og forbedre dig
  • Du kan god lide heste
  • Du kan godt lide at være sammen med andre, der også nørder lidt i heste

Kurset gav lidt en følelse af at være barn igen for mig, med muligheden for at have hesten lige ved siden af hele dagen, lære en masse nyt og ikke mindst møde nye bekendtskaber, What’s not to like? Vi var en blandet gruppe mennesker, med vidt forskellige baggrunde og ønske til kurset, vi endte alle med at kunne tage redskaber og værktøjer med derfra, som vi hver især selv kunne bruge i hverdagen med og uden hest. Jeg havde selv et ønske om at styrke min egen balance på hesten, så det var noget af det vi arbejde med i mine enelektionerne. Vi kom alle med ønsker til hvad vi gerne selv ville arbejde med, og så var det noget af det der blev taget med i lektionerne i praksis. Vi lavede ikke det samme, Betina justerede efter hvad vi hver især havde behov for. I gruppen af deltagere valgte vi at lave en lille gruppe på Facebook med videoer og billeder fra ugen, der var flere af os der kunne se en tydelig forskel fra de første lektioner til den sidste. Det var et fedt lille fællesskab vi havde, og der var mulighed for at dele og snakke om oplevelser, følelser, seriøse og useriøse ting, og man følte at intet var dumt eller ikke velkomment.

Så jeg deltager igen i år fordi det var en skøn oplevelse sidste år, og jeg håber at i år byder på lige så mange oplevelser og ny læring, som jeg kan tage med i min hverdag med min hest.

Varme anbefalinger Ellen og hesten Tove

 
Øjeblik fra sommerkurset 2022 med Ellen og hendes dejlige hest Tove

EKSEMPEL PÅ TIDSPLAN

Dagene vil overordnet se således ud med forbehold for ændringer

Dag 1, fra kl. 13:00-20:30

  • Velkomst og introduktion til Train Your Seat, hvor vi gennemgår nogle generelle redskaber, laver forskellige øvelser for proprioception, koordination m.m.
  • Delesession 2 og 2, hvor vi tager hul på TYS-principperne i sadlen
  • Teori/gruppelektion: Bækkenets betydning og struktur

Dag 2, fra kl. 8:30-19:00

  • Teori/gruppelektion: Bækkenets anatomi og biomekanik
  • Enesession med hest
  • Evaluering af dagens sessioner
  • Teori/gruppelektion: Bækkenets muskulatur

Dag 3, fra kl. 8:30-19:00

  • Teori/gruppelektion: Bækkenbunden
  • Enesession med hest
  • Evaluering af dagens sessioner
  • Teori/gruppelektion: Bækkenbunden fortsat

Dag 4, fra kl. 8:30-16:00

  • Teori/gruppelektion:Bækkenet og vejrtrækning
  • Enesession med hest
  • Teori/gruppelektion: opsummering på emner og sammenbinding af alle dages træning
  • Evaluering og afrunding

FAQ - DE OFTEST STILLEDE SPØRGSMÅL

Herunder har jeg samlet de mest sædvanlige spørgsmål omkring kurset
KAN DU IKKE FINDE SVARET PÅ DIT SPØRGSMÅL, SÅ SKRIV TIL MIG MED DET.

Q: hvor skal vi sove? 
A: hestene skal bo i hver deres paddock, som vi sætter op i fællesskab på græsmarken. Du skal selv medbringe vandbalje og krybbe samt evt foder. Du er velkommen til at overnatte i eget telt eller trailer. Der er også mange skønne overnatningssteder i nærheden – en fordel, hvis familien også gerne vil med. 

Q: jeg bryder mig ikke om at ride foran andre.
A: jeg er garant for en tryg stemning på kurset, så du vil føle dig godt tilpas og støttet af de andre deltagere. Ingen optager film uden din accept og det er som udgangspunkt kun til eget brug. 

Q: jeg har ikke noget særligt udstyr. Hvordan fortsætter jeg træningen eget kurset?
A: du behøver ikke en masse udstyr. Jeg stiller bolde mm til rådighed under kurset. Du kan også købe udstyr af mig, men det er ikke påkrævet, for at kunne træne videre. 

Q: min hest er i dårlig form, så jeg er i tvivl om den har energi til alle dage.
A: en del af lektionerne kan sagtens foregå i skridt, så vi kan såre lidt på hestens kræfter. Det er også en mulighed at få enesessionerne uden hest eller fx at lave jordarbejde. 

Q: det vigtigste for mig er at ride hesten i holdning, så den går i den rette form. Kan jeg gøre det på dette kursus?
A: nej, det vil ikke give mening. På dette kursus kommer vi til at arbejde procesorienteret og har øje for hele ekvipagens biomekanik, så både rytter og hest får bedre funktion i kroppene. 

Q: jeg har altid ondt i ryggen, så jeg ved ikke om jeg kan holde til kurset?
A: vi tilpasser sessionerne til dig og din krop – både i intensitet og øvelser. Det er dit eget ansvar at sige fra, men mange af øvelserne vil mindske dine smerter på sigt, når du begynder at bruge din krop mere effektivt. 

Q: jeg er primært interesseret i at ride øvelser fra mine dressurprogrammer, men vil også gerne få bedre kropskontrol. Kan jeg være med?
A: I enesessionerne må du gerne teste øvelserne af med dine nye redskaber, men det primære fokus med undervisningen er din krop og din bevidsthed. 

Q: hvad gør vi, hvis det regner?
A: tager regntøj på eller tilpasser tidsplanen eller lektionerne efter vejret 

Q: jeg er springrytter, er kurset så noget for mig?
A: som springrytter er det mindst ligeså vigtigt at have god indføling og koordination som i andre discipliner. Vi kan specifikt arbejde med din balance i luften under kurset. 

Q: det er mest min hest, der er uerfaren og mangler træning. Får jeg selv noget ud af dette kursus, når jeg er en erfaren rytter?
A: hvis du har lyst til at udvikle din kropsbevidsthed gennem både teori, gruppe- såvel som individuelle sessioner, så vil både hesten og du få værdifuld erfaring med fra dette kursus.

JA TAK, DET LYDER LIGE SOM NOGET FOR MIG 🙂

TILMELD DIG HER

Train Your Seat illustration