En (u)hyggelig fortælling
I anledning af at det var halloween i går, så skal du have en uhyggelig historie fra det virkelige liv – eller det er så længe siden, at det ikke føles så virkeligt længere (og med længe siden, så er det på rigtigt mange måder…).
I 1997 (I know!), dengang at der kun var én rytter på banen ad gangen i en springklasse og der heller ikke var nogle ** eller tal involveret – en LA var 110-120 cm – og en svær LA var med mange spring på maks. højde. Sådan en skulle jeg deltage i på min allerbedste Limbo, min ungdoms supermule, til årets distriktsmesterskaber afholdt af Skanderborg Rideklub. Og fordi det var regionsmesterskaberne var banen svær og set i bakspejlet lige til den svære side for os, medmindre vi lige ramte en meget god dag…
Jeg red på banen og efter ganske kort tid, trak jeg ud af banen igen. Helt ovre på den modsatte side af arenaen stoppede Limbo og det gjorde jeg ikke. Og når man havde en afsidning – betød det eleminering. Det er ret sandsynligt, at jeg enten lavede en fejl i tilridningen eller at Limbo blot sagde ‘nej tak, det er for svært’ – eller at han ikke syntes jeg var klar til at ride den dag (det kommer vi tilbage til).
Da vi kom ud af banen og jeg skridtede ham af, kan jeg huske, at min træner blev meget sur. Sådan kan det jo være med passionerede trænere og tonen var en anden den gang – altså det håber, jeg virkelig har ændret sig til det bedre. Jeg fik ret mange skæld ud og red væk, for at få fred. Kort efter kom jeg tilbage og kan tydeligt huske, at jeg fik mumlet noget i retning af: “Nogle kan ride uden arme og uden ben – jeg kan ride uden hoved!”. Jeg er ret sikker på, at den bemærkning – som faktisk faldt i god jord – kun kom ud ad min mund, fordi jeg var ret bagstiv – måske stadig lettere beruset og slet ikke burde have redet konkurrence.
Det var historien om den hovedløse rytter. Det mest uhyggelige, når jeg tænker tilbage på den tid var, at Limbo (måske først et par år senere) begyndte at vægre sig mod at gå ind på stævnebanen. Det løste vi ved, at jeg blev trukket ind – og så var problemet klaret. Det var lidt hovedløst set med nutidens øjne! Der er skræmmende at tænke på, at ingen stillede spørgsmålstegn ved hans adfærd og ledte efter en årsag. Med til historien hører, at han i år 2000 fik konstateret knogleforandringer i begge forknæ og ledbehandling blev igangsat. Den holdt i 2 år :-/
Sikke mange ting heste går igennem, for at vi skal lære af dem. Nogle dage tænker jeg på – ikke med dårlig samvittighed (da jeg synes, 1: der var andre, som burde have tænkt længere end en 20-årig og 2: fokus var bare anderledes for knap 30 år siden), men med en oprigtig nysgerrighed – hvad jeg kunne have gjort for ham, hans bevægelse og springteknik med den viden og det netværk, som jeg har i dag.
Selvom vi er gået ind i november og det bliver tidligt mørkt, er der stadig tid til at komme tættere på år 2025’s målsætning (hvis du har sådan en). Der er flere muligheder, hvis du ikke kan nå at træne i hverdagene/dagslyset:
Lav lidt øvelser med hesten på staldgangen, der er så mange muligheder
Læs en spændende fagbog
Kan du nå at træne 15 minutter fra jorden (for så sparer du tiden på strigling), så gør det. Det gør en stor forskel
Sæt dig ved hesten og tag en pause, hvis du har brug for det
🎠
