Arousal eller stress
Forleden havde jeg Kemir med på gåtur. Det er en super måde at vise hestene det nye område. Vi har for enden af vores grund en offentlig parkeringsplads (til et skønt naturområde, hvor der er græssende køer om sommeren), som man kan gå rundt om. En lille tur, som jeg har glædet mig til at tage med hestene og er sikker på, at jeg vil gøre mange gange – for det er perfekt til en kort træning eller til at skridte varm eller af. Vi har selv jord på begge sider af vejen og rabatten er bred, så det er trygt, når der kommer trafik (som er ret sparsom her).
Selvom Kemir er en erfaren herre, er han også meget opmærksom. Jeg ved, at han ikke flipper ud, hvis han ryger i stress-zonen – det gør jeg alt, som jeg kan for at undgå at han og alle andre heste kommer, men omvendt vi kan altså ikke styre omgivelserne totalt. Derfor er det i min optik vigtigt at hestene også oplever noget, der er lidt stressende i korte momenter.
På videoen kan du se, at Kemir skridter nysgerrigt afsted. Pludselig ser han køerne på marken til venstre for ham, hvorfor han hurtigt vender hovedet for at orientere sig om den potentielle fare. Som ovenikøbet var ligeså nysgerrig og kom imod ham. Jeg gav ham plads til at vende sig, og han fik lov til at stå og kigge køerne an – uden kiks og trøst. Da vi skulle fortsætte fremad, blev det sværere for ham, men på ingen måde meget stresset – han var klart i forhøjet beredskab og småtrippede afsted – og fra præcis det sted har han mulighed på at øve sig at blive ‘god igen’ af sig selv. Forstået på den måde at komme tilbage til en tilstand af homøostase.
Jeg tillod ham kun at skridte ved at give ham fine signaler i tovet, for at dæmpe ham og ikke lade hans ben blive hurtige og stressede – lidt ligesom bartenderen siger “det er tid til en kop kaffe”. Da vi kom ned på vejen og vendte mulen hjemover, begyndte han at smaske og slikke sig om munden. Et tegn på, at han nu var tilbage i midten af hans tolerance-vindue.
Vil jeg gøre det samme ved alle heste
Nej, det vil jeg ikke – det kommer altid an på hestens grundtilstand og dens erfaringer og træningsniveau. Det er både det, der er svær og samtidig forrygende spændende ved hestetræning – der er ikke ét svar eller én sandhed. Ved at lytte til hestens fine sprog i form af den ansigtsmimik, takt, spænding i kroppen, så får vi hele tiden en masse informationer til at beslutte vores træningsstrategi.
Fauna for eksempel; hun skubber forsigtigt til dig med mulen, når noget bliver lidt ‘farligt’ i hendes øjne – så beder hun lige om en ‘smøg’, for at få ro på nerverne.
En af mine mål med min træning af at få heste, der er nysgerrige og har lyst til at være sammen med mig i alle mulige situationer. Det betyder omvendt at jeg gerne vil have det på samme måde. En forudsætning for det er, at vi begge er trygge og er i stand til at håndtere svære situationer. Jeg øver også regulering af mit eget nervesystem, så jeg er i stand til at hjælpe hesten. Det er en nødvendighed, at vi besøger det svære ting – kommer ud på kanten af vores komfortzone ofte (og oftere end jeg plejer), for at blive komfortable med at være på kanten – og kanten flytter sig. Det er en rejse ind i nervesystemet og ud i verden 🙂