Hvis negativ forstærkning er dårligt, så må positiv straf være godt, eller?
Når vi taler om positiv og negativ forstærkning (samt positiv og negativ straf), så bevæger vi os indenfor termer fra læringsteorien. Og her er positiv og negativ et matematisk begreb; positiv = vi tilføjer noget, negativ = vi fjerner noget. Forstærkning betyder belønning (og har ikke noget at gøre med at øge fx et pres) og straf betyder – ja – straf. Belønningen bruger vi, når vi gerne vil have en adfærd til at ske igen og den (belønningen) frigiver dopamin i hestens system, der er det hormon, der motiverer den til at gentage adfærden – fordi dopamin føles fedt (måske du selv kender den følelse). Når (hvis) vi bruger straf, så mindsker det sandsynligheden for en adfærd gentager sig – men det siger ikke noget til hesten om, hvad det så er, vi ønsker fra den.
SIGNAL FRA TRÆNER ⇒ RESPONS/ADFÆRD FRA HEST ⇒ KONSEKVENS
Der hvor vi begynder at tale om for stærke signaler er en anden og meget vigtig snak. Lad os lige gennemgå undertitlen her:
Signal fra træner = et schenkeltryk, et træk i tovet/tøjlen, hvor højt man råber ‘trav’, hvor meget man vifter med armene, hvor højt man smælder med longepisken. Her er der mulighed for at vælge fra hele spektret – meget fine signaler til grotesk urimelig hårde signaler. Noget afhænger af situationen samt hestens niveau, andet er simpelthen uacceptabelt. Det handler også om etik og vi har alle vores egne grænser og værdier at komme ind i ligningen. Er hesten akut stresset og du står midt på kørebanen, så kan det være ok at give et større signal, end du ønsker…
Respons fra hesten = hesten reagerer på dit signal ved enten at gå/stoppe/dreje/springe/løbe væk/vinke eller hvad du gennem træning har lært den, at de forskellige signaler betyder. Om dit signal er indlært og/eller passende i styrke er hestens afgørelse – hestens respons bestemmes af hesten (s nervesystem).
Konsekvens = det vi vælger fra et af kvadraterne i læringsfelterne (se illustrationen herunder). Det er konsekvensen, der afgør hvilken adfærd hesten vælger næste gang. Din timing er vigtig, da konsekvensen (som heller ikke skal opfattes værdiladet ;-)) skal komme tilstrækkeligt hurtigt til, at hesten opfanger en sammenhæng. Forsøg har vist, at en kombination af positiv og negativ forstærkning giver en øget indlæring (jeg indsætter linket til undersøgelsen).
HVAD ER ET GODT SIGNAL
Og formentlig hvor misforståelsen omkring negativ forstærkning stammer fra, da nogle mener signalet er en straf – og det så er straffen, der fjernes. – Opfatter hesten mit signal som en straf, så er jeg allerede bagud på point – ergo jeg skal forfine mit signal OG sørge for hesten – gennem læring – forstår mit signal og samtidig er i stand til at udføre den ønskede adfærd/øvelse.
Et godt signal er – i min optik – tilpasset den enkelte hest, dens dagsform og dens erfaring. Vi kan få heste til at gøre alt! Det er ikke det samme, som vi skal gøre det. For mig er et godt signal der, hvor hesten responderer hurtigt og ikke er i tvivl om, hvad jeg spørger den om. Signalet må gerne være nærmest usynligt for omgivelserne, men jeg forventer ikke det kan være sådan med en utrænet hest.
Jeg gør mig altid umage med, at hesten forstår mit signal – og at den ikke opfatter det som ‘for meget’. Forstår hesten ikke mit signal, skal jeg i stedet for give det på en anden måde, fx ved at bruge min stemme (forudsat hesten har lært betydningen af en hyp-lyd), sætte mine krav ned – nok den hyppigste fejl, som mange ryttere begår – og lave et gennemtænkt setup omkring læringssituationen, der passer til hest og træner – både fysisk og mentalt.
Her har matematikken i læringsfelterne været en kæmpe hjælp for mig til at forstå, hvordan læring sker og sætte system i træningen. Så er der selvfølgelig alle nuancerne, mere viden omkring læring og hvordan hest (og menneske) er skruet sammen…
God træning ♥
Her er et eksempel for hvert kvadrat – find selv på mange flere:
Positiv forstærkning er når hesten får en godbid, fordi den responderer på mit signal i tovet om, den skal stoppe op = jeg tilføjer en godbid.
Negativ forstærkning er, når jeg stopper med at drive med min schenkel, fordi hesten går den fart, som jeg ønsker = jeg fjerner mit schenkelpres.
Positiv straf er når hesten refuserer og den får tre hurtige bagi med pisken = vi mindsker motivationen for at hesten stopper foran et spring, men det siger ikke noget om, hvad vi så ønsker (fx om den så skal løbe udenom).
Negativ straf er når jeg tager en tilbudt godbid væk igen, fordi hesten skubber mig = jeg fjerner noget, som hesten gerne vil have, for at mindske at den skubber, men det siger ikke noget om, hvad jeg så ønsker hesten skal gøre.